Til forsvar for demokratiet i en digital æra
Inden for de seneste måneder er omfanget af masseovervågning blevet almindelig kendt. Med få museklik kan staten skaffe sig adgang til din mobiltelefon, dine e-mails, dine sociale netværk og søgninger på internettet.
Den kan følge dine politiske holdninger og handlinger, og den samler og lagrer, i samarbejde med internetselskaber, dine data, så den kan forudsige dit forbrug og din adfærd.
Demokratiets grundpille er individets ukrænkelige integritet. Menneskelig integritet rækker videre end den fysiske krop. Alle mennesker har en fortsat ret til ikke at blive iagttaget og krænket i deres tanker og i deres personlige miljø og kommunikation.
Denne grundlæggende menneskeret er gjort tom og indholdsløs gennem staters og selskabers misbrug af teknologiske fremskridt til masseovervågning.
En person under overvågning er er ikke længere fri; et samfund under overvågning er ikke længere et demokrati. Hvis de skal bevare nogen som helst værdi, må vores demokratiske rettigheder må gælde i såvel det virtuelle som i det reelle rum.
Overvågning er et overgreb på privatsfæren og bringer tanke- og ytringsfriheden i fare.
Masseovervågning behandler enhver borger som en mulig mistænkt. Den omstyrter en af vore historiske sejre: at man er uskyldig, til andet er bevist. Overvågning gør den enkelte synlig, mens staten og selskaberne arbejder i hemmelighed. Som vi har set, bliver denne magt systematisk misbrugt.
Overvågning er tyveri. Vores data er ikke offentlig ejendom; de tilhører os. Når de bruges til at forudsige vores adfærd, bliver vi berøvet noget andet: princippet om den fri vilje, der er afgørende for demokratisk frihed.
Vi kræver, at alle mennesker som demokratiske borgere har ret til at afgøre, i hvilken udstrækning deres personlige data lovligt må samles, lagres og behandles, og af hvem; til at få oplyst, hvor deres data lagres, og hvordan de bruges; til at få deres data slettet, hvis de er blevet ulovligt samlet og lagret.
Vi opfordrer alle stater og selskaber til at respektere disse rettigheder.
Vi opfordrer alle borgere til at rejse sig og forsvare disse rettigheder.
Vi opfordrer FN til at anerkende den centrale betydning af beskyttelsen af borgerrettigheder i den digitale æra og skabe en international digital rettighedserklæring.
Vi opfordrer alle regeringer til at underskrive og følge en sådan aftale.